Nyheder og opdateringer
7. apr. 2022
Markering af Steam Decks første måned

Det er kun en måned siden, at vi begyndte at sende Steam Deck ud til kunder, og det har været en stor fornøjelse at se den i spillernes hænder. Det bedste ved det hele er, at vi endelig får lov at høre, hvad I synes om at bruge Steam Deck. Den første måned har givet os mulighed for at begynde at indsamle jeres feedback, imens vi fortsætter med at arbejde på at forbedre Decken i fremtiden.
Deck Verified: 2000 og mange flere på vej
På blot en måned har vi passeret en kæmpe milepæl med 2000 spil, som nu officielt har vurderingen "Bekræftet" eller "Spilbart" på Deck. Det har været spændende at se variationen af spil, som fællesskabet spiller – nye eller gamle, store eller små og i alle genrer. Det virker til, at spillere har haft det supersjovt med Decken. Vi fortsætter med at gå igennem spilkataloget på Steam og kan ikke vente med at dele den næste store milepæl her. Vi lytter også nøje til kunders feedback herinde, da vi vil sikre os, at Deck Verified-programmet fungerer som ønsket. Vi har derfor tilføjet en tilbagemeldingsfunktion, som gør det muligt for kunder at indikere, om de er enige eller uenige i hvert spils vurdering.
Fremgang med anti-cheat
En af vores vigtigste prioriteter er at understøtte så mange titler på Steam som muligt, og dette inkluderer titler, som bruger anti-cheat-teknologi. Takket være samarbejdet mellem udviklere, tjenesteleverandører og bidragsydere til Proton har vi gjort store fremskridt med at få disse spil ud til Steam Deck-fællesskabet. De to største anti-cheat-tjenester, BattlEye og Easy Anti-Cheat, har nu gjort det nemt for udviklere, som vælger at aktivere understøttelse af Proton og Steam Deck. Elden Ring og Apex Legends er to eksempler på spil, som benytter sig af dette indtil videre.
Steam-butikken og biblioteket
Vi har brugt en del tid på at gøre Steam-butikken bedre at bruge på Decken. Vi forstår, at det kan være svært at navigere gennem biblioteker, hvis man har en helt masse spil, så vi har gjort det nemmere med hurtig rulning. Vi har også tilføjet muligheden for at oprette dynamiske samlinger i biblioteket baseret på tags og andre spilkarakteristika.
… og spil udenfor Steam
Vi har samarbejdet med Microsoft for at få Xbox Cloud Gaming ud til Steam Deck-brugerne gennem Microsoft Edge-browseren, og fællesskabet har hjulpet til med Edge Flatpak, som gør dette muligt på Steam Deck. For at aktivere input for Edge (en Chromium-baseret browser) har vi samarbejdet med Google Chromes team for at tilføje indbygget understøttelse af Deck-controlleren, så den kan spores direkte af hjemmesider.
Tastatur
Siden udgivelsen har vi også forbedret skærmtastaturet. Man kan nu skrive med to trackpads, og spiltilstandstastaturet er nu tilgængeligt i skrivebordstilstand. Vi har endda tilføjet en masse nye tastaturtemaer, så man kan vælge det, der passer med ens skrivehumør.
Strøm
Bedre batterilevetid på Steam Deck står altid højt på vores liste. Det er vores erfaring, at man kan forvente mellem 2 og 8 timers spilletid, alt efter hvad man laver, men hvis man vil optimere batterilevetiden endnu mere, er der flere muligheder. I den sidste måned har vi tilføjet mulighed for at reducere billedhastigheden heeeelt ned til 15 FPS (denne indstilling er god til visuelle romaner, puzzles og mange simulatorspil). Og for dem, som er fikse på fingrene, har vi gjort indstillinger for TDP (processorkraft), GPU-frekvensstyring og FSR (skærmskalering) tilgængelige, så strømforbruget kan optimeres yderligere.
Windows
Vi arbejder stadig på driverne, men nu kan man installere Windows 10 (og snart 11). Vi har arbejdet sammen med AMD og andre partnere, og det går godt fremad med Windows-driverne. Understøttelse af fTPM er i øjeblikket i beta, og når det er udgivet, vil man kunne installere Windows 11. Den sidste store brik er lyddrivere til Windows, og vi håber snart at have godt nyt om dette.
Har vi nævnt, at det er en PC?
I måneden efter udgivelsen af Steam Deck har vi set, at folk bruger den som deres arbejdscomputer og primære PC. Folk bruger den til at skrive kode og til 3D-modellering, og fællesskabet er begyndt at skrive software specifikt til Steam Deck.
Fly, tog og biler
Og busser, parkeringspladser m.m. Folk deler historier (og billeder) om, hvordan Steam Deck holder dem beskæftiget (eller glædeligt distraheret), mens de pendler, mens de venter, og endda mens ungerne er til fritidsaktiviteter. Vi glæder os til at se det næste sted, hvor I spiller på jeres Deck.
Apropos det næste (for os): Der er mere på vej
Det er vores mål at fortsætte med at finde måder at forbedre oplevelsen på Steam Deck, og det betyder, at vi stadig ønsker feedback. Skriv til os i forummerne, og hvis I har problemer med jeres Steam Deck, skal I endelig rapportere fejlen (vi har et link til det i hurtigmenuen).
Vi har været meget glade for at høre, hvor begejstrede alle har været over Steam Deck, og vi glæder os til at få flere enheder ud til spillere. Vi er begyndt at sende væsentligt flere enheder ud, og produktionen optrappes fortsat. Fortæl os, hvad I synes. Det var alt for nu, men som altid er der mere på vej.
7. apr. 2022
Steam Deck-klientopdatering: Downloadrettelse og tastaturopdateringer
- Rettede et problem med den sidste opdatering, som gjorde, at nogle downloads af spilopdateringen fik Steam-klienten til at fryse.
- Tilføjede en ny mulighed i tastaturindstillingerne for at skrive med begge trackpads, som gør det muligt at bruge venstre og højre aftrækker til at vælge de fremhævede taster under venstre og højre markør.
- Tilføjede en ny mulighed i tastaturindstillingerne for at justere trackpadfølsomheden, når begge trackpads bruges til at skrive
5. apr. 2022
Klientopdatering til Steam Deck: Hurtigere offlinetilstand, opdateringer til dobbelte trackpads m.m.
Generelt
Tastatur
Bemærk: Dette build blev genudgivet én gang for at få en ændring med, som manglede
- Opdaterede offlinetilstanden, så man ikke længere skal genstarte Steam for at gå ind i og forlade denne tilstand
- Tilføjede understøttelse til at vise ækvivalenter af Steam-knappen for Xbox-, PlayStation- og Nintendo Switch-controllere i sidefoden
- Tilføjede en ny sektion til programegenskaberne, hvor brugere kan give feedback om Steam Deck-kompatibilitet eller ændre tidligere feedback
- Tilføjede forklaring, når en titel har udviklerkommentarer om Steam Deck-kompatibilitet i butikken på Steam Deck og i skrivebordsklienten
- Tilføjede logo for Steam Input-API'en for layouts, som bruger funktionen i browseren til controllerlayout
- Rettede detaljevisningen for samlinger i biblioteket, så man nu går tilbage til alle samlinger, når man trykker på B
- Rettede, at visninger for butikken og fællesskabet nogle gange ignorerede det første knaptryk
- Rettede en fejl i biblioteket, som forhindrede navigering tilbage til alle samlinger
- Installation af Chrome installerer nu versionen fra det stabile Flatpak-lager
Tastatur
- Opdaterede grænserne for skrivning med begge trackpads, så brugere nemmere kan nå tastaturet
- Tilføjede understøttelse af skrivning med begge trackpads for Steam-emner, emojitastatur, pop op med emojihudfarver og vindue med udvidede tegn
- Øgede den haptiske styrke, når trackpadmarkøren flyttes over en ny tast
- Rettede en fejl, hvor langt tryk på emojier med flere hudfarver ikke viste pop op-vinduet, hvor man kunne vælge hudfarve
- Rettede en fejl, hvor pop op-vinduet med udvidede tegn blev afskåret, hvis man lavede et langt tryk på en tast i den øverste række
- Rettede en fokusfejl, som opstod, efter man havde valgt et tegn i pop op-vinduet med udvidede tegn
- Rettede en fejl, hvor Big Picture-tastaturet og Steam Deck-tastaturet kunne være synlige på samme tid i skrivebordstilstand
Bemærk: Dette build blev genudgivet én gang for at få en ændring med, som manglede
31. mar. 2022
Steam Deck-klientopdatering: Flere forbedringer til tastaturet
- Aktivt tastaturtema indlæses nu i skrivebordstilstand
- Tastaturinput sendes nu, når trackpaden klikkes ned i stedet for op, hvilket bør forbedre nøjagtigheden for dem, som taster hurtigt med trackpaden
- Gjorde det mere tydeligt i standardtastaturtemaet, når der trykkes på en tast
- Tastaturet forsvinder ikke længere, når man trykker R2/Retur i skrivebordstilstand
- Fjernede to sekunders forsinkelse, som skjulte trackpadmarkøren, når trackpadene ikke længere bruges
- Rettede et problem med Steam-klienten i skrivebordsskalering, når det selvstændige tastatur vises
- Rettede et problem, hvor omkodet video/lyd blev downloadet igen, hvis driveren blev ændret
- Rettede lidt manglende oversættelser i controllerindstillingerne
30. mar. 2022
Steam Deck-klientopdatering: Tastaturopdatering, inputkalibrering m.m.
- Begge trackpads kan nu bruges til at skrive på skærmtastaturet
- Tilføjede skærmtastaturet fra spiltilstanden til skrivebordstilstanden
- Tilføjede familiedelingsstatus til spilsider. Dem, som låner spil, kan nu se, hvilket bibliotek de låner fra, og dem, som udlåner spil, vil se en besked, hvis deres bibliotek bliver lånt ud til andre.
- Tilføjede en kalibreringsindstilling og avancerede indstillinger med mulighed for at:
- justere dødszoner for venstre og højre joystick
- justere den haptiske styrke for venstre og højre trackpad
- justere joystick og andre sensorer på eksterne gamepads
- justere dødszoner for venstre og højre joystick
- Opdaterede netværksforbindelsesflowet til at forbinde uden at spørge igen efter en allerede kendt adgangskode
- Forbedrede ydeevnen, når der downloades biblioteksbilleder efter at have logget ind, hvilket reducerer forsinkelser
- Fjernede visningen af "B"-tilbageknap i overlayets Hurtigmenu
- Rettede inputproblemer med skærmtastaturet, som opstod, når man tilsluttede til offentligt wi-fi med tvungen portal
- Rettede problemer, hvor Chrome ikke installerede fra sektionen med emner udenfor Steam i biblioteket
Få fingrene i Steam Deck!
Levering af Steam Deck er begyndt.
Produktspecifikationerne er forbeholdt ændringer.
© 2022 Valve Corporation. Alle rettigheder forbeholdes. Alle varemærker tilhører deres respektive indehavere i USA og andre lande. Steam, Steam-logoet, Steam Deck og Steam Deck-logoet er varemærker og/eller registrerede varemærker tilhørende Valve Corporation i USA og/eller andre lande.