Hej!
Det har været en spændende uge for os, som I nok kan forestille jer. Ikke alene er de første Steam Deck-enheder kommet ud til kunderne, men i går krydsede vi endnu en tærskel:
Over 1.000 spil er nu bekræftede eller spilbare på Deck. Dette virker som en god mulighed for at snakke om, hvad disse tal for Deck Verified betyder, både nu og i fremtiden.
Hvad det betyder
Når vi snakker om kompatibilitetstal, vil vi gerne understrege, at det blot er et øjebliksbillede, og at kompatibilitetsvurderinger kan ændre sig med tiden. I skrivende stund arbejder vores partnere på at tilføje controllerunderstøttelse, aktivere anti-cheat på Deck og forbedre spilleroplevelsen på Deck. Samtidigt retter vi dagligt Proton-fejl, som forårsager problemer i visse spil, og tilføjer ny funktionalitet for at understøtte andre.
Med dette arbejde er vores nuværende kriterier for at give et spil mærket "bekræftet" eller "spilbart" meget høje. Hvis et spil viser controllerikoner 99% af tiden, men siger, at du skal trykke F nogle gange undervejs i spillet, er det "spilbart", ikke "bekræftet". Hvis 99% af et spils funktionalitet er tilgængeligt, men spillet crasher, når man åbner ét valgfrit minispil, eller en guidevideo ikke afspilles, er det "ikke understøttet".
Indtil videre! Dette er med vilje: På udgivelsestidspunktet mente vi, at det var bedre at forhindre falske positiver ("dette spil er bekræftet, men noget af det virker ikke"), også på bekostning af tilsyneladende falske negativer ("dette spil er ikke understøttet, men jeg kunne ikke se, at der var noget galt med det"). Selv med vores nuværende kriterier og med tanke på, hvor hurtigt både vi og vores partnere laver forbedringer, forventer vi, at mange spil vil skifte fra at være spilbare, eller endda ikke understøttede, til bekræftede. Vi forventer også, at vores kriterier og tankegang vil blive justeret, når vi kommer længere væk fra udgivelsen og får meget mere feedback fra kunder og udviklere.
Ny funktion til udviklere
I dag introducerer vi en ny funktion, der gør det muligt for udviklere at snakke direkte med kunder om deres spil og kompatibilitet med Steam Deck. Se et eksempel på dette i RimWorld, hvor informationen om kompatibiliteten "spilbart" indeholder et link til deres
blogindlæg, hvor de beskriver det, de arbejder på for at gøre RimWorld bedre på Steam Deck.
Fortæl os, hvad I synes
Vi er vildt begejstrede over udgivelsen af Steam Deck, for det er først, når rigtige kunder kan prøve den, at vi begynder at få rigtig feedback og rigtige data. Vi har arbejdet hårdt på at udvikle Deck Verified-programmet, som det ser ud i dag, og nu glæder vi os over at kunne videreudvikle det ud fra, hvordan det virkelig bruges. Så fortsæt endelig med at komme med feedback, om programmet som helhed eller individuelle spil.
Vi ses snart, når vi når spil nr. 2.000!